Kolonihaveforeningen i Vorup

Leje af festlokale

Fællesbygningen (også kaldet Smut-Ind) i Vorupkærparken kan lejes af alle fra sommertid start til sommertid slut.

Hele bygningen er blevet renoveret både udvendigt og indvendigt i perioden 2017 til 2019 og fremstår nu som ny. Udvendigt er der kommet ny beklædning og indvendigt er der malet, opsat nye køkkenskabe, ovn, kogeplade og opvaskemaskine. Der er adgang til et køleskab og et svaleskab.

Her kan du fejre dine fødselsdage, konfirmationer, bryllupper, barnedåb, fætter/kusinetræf eller blot en sommerfest. Måske står du lige og mangler et lokale på nogle få timer til dit barns børnefødselsdag.

Foreningens medlemmer har mulighed for at låne Smut-Ind til en fælles aktivitet for samvær i nogle timer. Det kunne evt. være kortspil, strikning, pileflet eller blot hyggetimer med en kop kaffe.

Der udlejes ikke til unges studenterfester og/eller fødselsdage.

Festsalen kan rumme 80 spisende gæster. Der er 2 høje børnestole og handicaptoilettet er indrettet med en pusleplads. Festsalen er ikke opvarmet, men der er 2 gasovne til rådighed, man skal blot selv skaffe gasflaskerne.

Udenfor er der mulighed for at stille op til f.eks. helstegt pattegris eller grilning på egen grill.

Udenfor står der også 4 bænkesæt og indenfor er der plasthavestole, der kan tages med ud. Der er mulighed for at spille bold på græsplænen, hvor der står et par fodboldmål og der er opsat et net, så der f.eks. kan spilles badminton.

Der må ikke bruges fyrværkeri i haveforeningen. Alle vores huse i er opført i træ og en raket på afveje, kan gøre stor skade.

Ønsker du at leje Smut-Ind kan udlejer kontaktes på telefon 40 16 76 36, hvor du kommer til at tale med Hanne.